Hvad er supervision?

Hvad er supervision?

Hvad snakker vi egentlig om?

Gennem de 25 år, jeg har arbejdet som supervisor, er supervisionsbegrebet blevet udvandet og dækker efterhånden over en så bred vifte af aktiviteter, at det er blevet uklart, hvad vi taler om. Det betyder, at jeg af og til bliver mødt med mange forskellige (og til tider modsatrettede) forventninger. Her er et par eksempler:

  • For nylig var der en leder, som spurgte mig om jeg ikke kunne give en af hans medarbejdere et par timers individuel supervision, ”… så han kan indse, at hans adfærd er helt uacceptabel, og at han må rette ind og agere i overensstemmelse med vores pædagogiske værdier.”
  • Eller tillidsrepræsentanten som forventede, at supervisionen skal fokusere på det psykiske arbejdsmiljø, kommunikation og samarbejde ”… og hvordan vi undgår stress og udbrændthed.”
  • Eller medarbejdergruppen, som indleder en supervisions session med at sige: ”… I dag vil vi gerne bruge tiden på at tale om vores leder. Det hele sejler og vi føler os komplet magtesløse. Vi har bare behov for at læsse lidt af.”

I alle tre tilfælde bliver jeg nødt til at skuffe. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hver af de tre forespørgsler afspejler dybtfølte behov for refleksion og handling. Men svaret er bare ikke supervision.

I det første eksempel håber lederen, at supervisor vil løse et ledelsesmæssigt problem, han ikke selv bryder sig om at tage fat på. Jeg anbefalede lederen at opsøge en supervisor for at reflektere over sin egen utilbøjelighed til at insistere på, at medarbejderen skal leve op til arbejdspladsens krav og vilkår. Når det drejer sig om at sætte klare rammer og formulere entydige udviklingskrav til en medarbejder er det en ledelsesopgave. I supervision derimod, beskæftiger man sig med komplekse og flertydige spørgsmål, hvor det kan være svært at adskille faglige udfordringer og personlige dilemmaer.

I det andet eksempel oplever tillidsrepræsentanten at der er et problem med trivslen, kommunikationen og samarbejdet. Det skal der selvfølgelig gøres noget ved. Men svaret er bare ikke supervision, for supervision tager altid afsæt i konkrete oplevelser og udfordringer i arbejdet med kerneopgaven. Når supervisionen foregår i grupper, vil dette typisk bidrage til en udvikling af gruppens trivsel, kommunikation og samarbejde. Men supervision skal ikke forveksles med  arbejdsmiljøseminarer, teambuilding eller en workshop om kommunikation.

De forventninger, der ligger til grund for det tredje eksempel er baseret på den tradition, at supervision er et frirum, hvor man kan omkostningsfrit kan ventilere sin utilfredshed med snart sagt hvad og hvem som helst: Borgere, beboere, ledelsen, arbejdsbyrden, de pårørende, den nye organisering, interne og eksterne samarbejdspartnere osv. I bedste fald er dette spild af tid. Man kan måske føle en kortvarig lettelse ved at få luft for sine frustrationer, men langt mere sandsynligt er det, at det medvirker til at cementere afmagtsfølelsen og oplevelsen af at være et offer for uløselige opgaver og urimelige vilkår. I supervisionen, derimod, indtager man en aktørposition og forholder sig konstruktivt til, hvordan man bedst muligt kan handle og tage ansvar i det til tider komplekse og dilemmafyldte arbejde med mennesker.

Hvad er supervision så?

Supervision er en professionel samtale, som har til formål at udvikle faglighed, trivsel og professionelle arbejdsfællesskaber i arbejdet med mennesker. Herunder er det målet at udvikle den enkeltes og gruppens refleksionsniveau og handlekompetence med henblik på at løse opgaverne bedst muligt.

Samtalen foregår individuelt eller i grupper under ledelse af en supervisor og tager udgangspunkt i konkrete oplevelser i arbejdet med kerneopgaven. De oplevelser, man fokuserer på i supervisionen, drejer sig ofte om udfordringer eller dilemmaer, men kan også være af mere positiv karakter, for eksempel når en situation i arbejdet forløb bedre end forventet. På den måde er supervision også videndeling, som skal sikre, at det bedste i nutiden skal blive det meste i fremtiden.

I supervision kan man få hjælp og inspiration i til konkrete spørgsmål og udfordringer, og med dette som udgangspunkt foregår der læring på et mere generelt plan, hvilket kan resultere i udvikling af faglig, social og personlig handlekompetence.

Supervision har dermed et dobbelt læringsperspektiv: På den ene side at tilvejebringe hjælp, støtte og inspiration til konkrete nu-og-her arbejdsmæssige udfordringer, og på den anden side at udvikle mere almene arbejdsmæssige færdigheder og erkendelser, som har et bredere og længere perspektiv. Processen er altid induktiv, hvilket vil sige, at man tager udgangspunkt i konkrete arbejdsmæssige spørgsmål og problemer, og bruger dem som grundlag for generalisering.

Arbejdet med mennesker

Relationsarbejde er komplekst og uforudsigeligt fordi det handler om mennesker. I supervisionen betragter man problemer som noget unikt, der udfolder sig i relationen mellem den professionelle og borgeren. Supervision beskæftiger sig ikke sig ikke med at styre, kontrollere og skabe forudsigelighed i interaktionen, men snarere at acceptere uforudsigeligheden og kompleksiteten som et grundvilkår, man må lære at navigere i.

Uforudsigeligheden og kompleksiteten er et resultat af, at vi ser og oplever de samme situationer helt forskelligt. Ikke mindst når det handler om mennesker og relationer.

Erik og Bodil er kollegaer på et socialpsykiatrisk bosted. De har den samme uddannelse og arbejder med den samme beboergruppe. Albert, en af beboerne, råber af og til højt og fægter med armene mens han går rundt på fællesarealerne, hvilket får Erik til at opleve problemer med at få relationsarbejdet til at fungere, for som han siger:

   – Man ved aldrig hvad han finder på. Han er jo vildt aggressiv. Jeg har engang oplevet en beboer på mit tidligere job, hvor det gik helt galt. Jeg kan ikke gøre noget for ham og føler mig komplet magtesløs.

Bodil derimod ser Alberts adfærd som et udslag af usikkerhed og sårbarhed:

   – Jeg tænker, han prøver at skabe opmærksomhed på sig selv. Han er ensom og hans råberi ser jeg som et ubehjælpsomt forsøg på at komme i kontakt med de andre beboere. Jeg bruger en del tid på at sidde alene med ham og tale om, hvordan han kan gribe det an på andre måder.

Traditionelt er der tendens til at vi placerer problemerne inde i beboerne (eller borgeren, klienten, patienten, afhængigt af hvor vi befinder os), så det er beboeren, der er problemet. Derfor forsøger man at finde fif og metoder til at fikse problemet. På den måde gør man beboeren til et objekt for den professionelles interventioner. Men beboeren kan og må ikke reduceres til et objekt. Det handler jo om et menneske, som oplever, tænker, føler og handler og indgår i relationer, der udvikler sig helt forskelligt, afhængigt af, hvordan den professionelle oplever, tænker, føler og handler.

Det handler om relationer

Supervision handler derfor ikke (kun) om at løse problemet og finde strategier til at løse det. Det kan man gøre på behandlingskonferencer, personalemøder eller under uformelle kollegasamtaler. Det særlige ved supervision er, at man reflekterer over, hvordan man tænker om problemet, og hvordan man bliver påvirket af det. I forlængelse af dette skal man reflektere over hvilke konsekvenser det har for den måde, man agerer på som fagperson og som menneske. Dermed har supervision et stærkt islæt af personlig udvikling.

Dermed skal supervisionen understøtte, at medarbejderen tager ansvar og reflekterer over, hvordan han bidrager til at fastholde problemet, og hvordan han kan skabe en udviklende relation ved at tænke om det på en alternativ måde. Supervision handler altså ikke om problemet, men om relationen til problemet.

En professionel samtale

Samtalen skal gøre det muligt for supervisanden at undersøge denne relation og skabe forudsætninger for alternative tanker og fortællinger, og dermed være et sted, hvor der skabes nye handlemuligheder.

På den måde skal supervisionen bane vejen for en udvikling væk fra at føle sig som offer for uløselige problemer til at være en aktør, som løbende reflekterer over praksis sammen med sine kollegaer, som er nysgerrig overfor ny viden, og som eksperimenterer aktivt med alternative indsatser og strategier.

Supervisionen skal desuden fremme en erkendelse af, at vi lever i en uperfekt verden, hvor de nemme løsninger ikke hænger på træerne, og indsatsen ikke altid virker efter hensigten. Det skal vi selvfølgelig lære noget af. Men måske skal vi også lære at slutte fred med at vi ikke altid kan lykkes til et 12 tal. Formålet med supervisionen er derfor ikke kun at skabe et læringsrum hvor vi bliver klogere hver gang. Det skal også bidrage til at udvikle personligt engagement og overskud.

Supervision – fordi det handler om mennesker.

Ønsker du at læse mere om supervision hos Bregengård?

Seneste indlæg
Kategorier